140 år med Jacob Gade
En af Assens-egnens kendteste skikkelser ville den 29. november kunne fejre sin 140 års fødselsdag, men den 20. februar 1963 sagde den verdensberømte komponist Jacob Thune Hansen Gade farvel og tak til livet og døde i en alder af 83 år.
Jacob Gade boede til sin død i Thorøhuse, hvortil han flyttede i 1943 sammen med sin hustru, skuespilleren Mimi Rasmine Hansen Mikkelsen, der var barnefødt i Barløse og det var på hendes opfordring at ægteparret bosatte sig i et lille dejligt hus i Thorøhuse, den idylliske forstad til Assens. Hun var datter af gårdejer Hans Mikkelsen og Anne Marie Hansen.
For nu at blive i familien kan vi nævne at Mimi var kusine til den kendte fynske kunstmaler Lauritz Mikkelsen der boede eneboeragtig tilværelse sammen med sin hund i Saltofte.
Han havde i sine unge dage malet kusinen Mimi før hun blev gift med Jacob Gade i 1908. Det var formentlig i Mikkelsens akademi-tid i København, hvor hun var skuespiller blandt andet havde hun et engagement ved Dagmarteatret i København og medvirkede i stumfilmene "Indianer-Bruden" (1915) og "Liebe macht blind".
Mimi Gade døde som 74-årig i 1950 og blev begravet på Assens kirkegård, hvor også hendes mand, Jacob Gade blev begravet.
Efter hustruens død boede Jacob Gade i det lille hyggelige hus i Thorøhuse indtil sin død.
Men han beholdt dog parrets husbestyrerinde Petra Larsen, der arvede huset med indbo og det hele.
Da hun døde viste det sig at hun havde testamenteret et maleri af Jacob Gade til Willemoesgårdens kunstsamling, så han kunne hænge her sammen med sin Mimi.
Begge malerier skabt af familiemedlemmet, kunstmaler Lauritz Mikkelsen fra Saltofte.
Født i Vejle – død i Thorøhuse
I en alder af 29 år kunne Nielsine Caroline Hansen føde den senere verdensberømte komponist, Jacob Gade. Det skete i Vejle, hvor hans barndomshjem lå tæt ved den gamle kirkegård i Vejle.
Sin første musikundervisning fik Jacob i Vejle af sin far, instrumenthandler, musiker Hans Simonsen Gade og af lærer H. C. Krarup Hansen i Vinding.
Jacobs instrumenter var trompeten og violinen.
Allerede fra 11-12 års alderen var han med faderen ude at spille når denne havde balforretninger i byen eller i omegnen. 16 år gammel rejste han med 80 kr. på lommen til København. Forholdet til hans strenge far havde ikke været alt for godt, og nu ville han se hvad storbyen kunne byde ham.
I begyndelsen ikke ret meget.
Han spillede på forskellige små beværtninger, hutlede sig igennem så godt han kunne, men klarede dog dagen og vejen så godt at han for en kortere tid fik råd til at få undervisning i violinspil på Hornemanns musikkonservatorium.
Allerede 1897 træffer vi ham som kapelmester for et lille orkester i etablissementet Sommerlyst. Herfra kom han til varieteen Operetten hos Lorry Feilberg.
Jacob Gade havde storartede anlæg for violinspillet, hans tone var meget varm og syngende, og han havde en veludviklet teknik. Men det allermeste af hvad han kunne havde han lært ved selvstudium. Han forsøgte at konkurrere sig til en friplads på Det kgl. musikkonservatorium, men det mislykkedes hvad der var ham en stor skuffelse.
Til gengæld havde han en stadig voksende succes som kapelmester på københavnske restauranter og teatre, fx Metropol, Arenateatret, Phønix, Bristol og Dagmarteatret, sidstnævnte sted i fem år (1914-19).
Sin drøm fra drengeårene om at blive en berømt komponist var han nu så småt begyndt at realisere. Foreløbig blev det kun til nogle valse (fx Valse ravissante), men det var et varsel om hans senere rige produktion.
Turen går til USA
Da første verdenskrig var slut rejste han 1919 til USA, hvor han konkurrerede sig ind på en violinplads i New Yorks philharmoniske orkester under William Mengelberg.
Også i Capitolbiografens 80-mands orkester nåede han at spille inden han 1921 vendte tilbage til København.
Her blev han kapelmester ved Paladsteatret hvor man til stumfilmene havde brug for en mand med mange musikalske talenter.
Jacob Gade skulle med sit 24-mands orkester dels ledsage filmene med passende musik, dels spille i pauserne, og dels skulle han komponere ny ledsagemusik. Alt dette klarede han med bravour. Det var i denne Paladsteaterperiode han skrev sit mesterstykke, den nu verdensberømte Tango tzigane Jalousie, komponeret til Douglas Fairbanks-filmen "Don Q". Den blev fremført første gang ved filmens premiere 14september 1925, og han spillede selv violinsoloen. Da publikum den aften smånynnende forlod teatret, anede det ikke at den tango man lige havde hørt, skulle blive en af verdens mest kendte og oftest spillede melodier.
I Paladsteatret udfoldede hans talenter sig i det hele taget på allerbedste måde.
Han dirigerede, komponerede, instrumenterede, spillede violinsoli, og han forstod at sammenstille musikstykker til ledsagemusik på en strålende kunstnerisk og samtidig populær måde.
1926-27 blev Jacob Gade bevillingshavende direktør for Nørrebro teater og skrev også sange til forestillingen her.
Med tonefilmens fremkomst var det slut med stumfilmsmusikken, og han ophørte snart helt med at dirigere.
Sin sidste optræden som kapelmester havde han 1931 i det nyåbnede National Scala.
Men herefter kastede han sig med så større iver over kompositionsarbejdet.
Navnlig efter at han var flyttet til Torøhuse fik han skrevet megen fortræffelig underholdningsmusik, ofte for stort orkester.
I en årrække drev han et musikforlag sammen med kapelmester Jens Warny.
Efter anden verdenskrig rejste han på besøg i USA, dels for at hilse på fire søskende som var bosat dér, dels – og navnlig – for at sikre sig de afgifter Tango Jalousie havde indspillet under krigen. Jacob Gade havde i sit testamente bestemt at størstedelen af hvad han efterlod sig skulle bindes i et fond til fordel for talentfulde unge musikere.
I fonden skulle indgå de afgifter som hans kompositioner og da særlig Tango Jalousie stadig indbragte. Jacob Gades legat blev uddelt første gang 1964 og indtil 1978 (inkl.) er uddelt 1.851.000 kr. i legater til mere end 100 enkeltpersoner og ensembler.
Han var i næsten alle sine musikalske aktiviteter en selvlært mand, komponerede, arrangerede, dirigerede uden nogensinde at have lært det, men han havde en glimrende hukommelse for hvordan andre udførte musik og kunne anvende denne viden. Han havde energi og vovemod, var en dygtig orkesterleder, måske nok mere respekteret end egentlig elsket af sine musikere. Som moden mand tog han undervisning hos den kendte musikpædagog Max Schlüter i håb om at nå det helt store inden for violinspillet.
Men det var for sent; han var blevet for gammel. Violinen blev hængt væk og ikke rørt mere. Men da var hans verdensberømmelse allerede en kendsgerning.
Tango Jalousie
En af Gades mest populære kompositioner for orkester var Jalousie Tango tsigane, som er værkets korrekte navn. Den blev skrevet til filmen om Zorros søn, Don Q med Douglas Fairbanks og Mary Astor og spillet første gang ved filmens københavnske premiere den 14. september 1925.
Selve jalousi-temaet er ikke centralt i filmen, men som stemningsskabende musik passede tangoen godt ind i det mellemamerikanske sceneri. Stykket blev dog skrevet langt fra København, i Tibirke Mølle, som Jacob Gade havde købt som feriebolig. De smægtende zigeuneragtige rytmer og den indledende betagende violinsolo appellerede til alle.
I 1925 havde Gade etableret sit eget forlag sammen med kapelmesteren Jens Warny, og Tango Jalousie blev forlagets første udgivelse og største succes. Værket blev udgivet i en række lande, ofte i forskellige arrangementer - nogle også med tekst.
Men tangoen havde ingen tekst. Det fik undertegnede en klar fornemmelse af under et besøg Jacob Gade i 1950’erne.
Jeg havde fundet en temmelig dyr 45-omdrejnings plade hos min gode ven, Gerhard Mogensen i hans forretning, Fyns Radio Lager på Østergade.
Det var ”Tango Jalousi” med sang af Catherine Valente, der var en af datidens store sangerinder. Og da melodien var skrevet af Jakob Gade fra Thorøhuse, fik jeg en ide.
Jeg ville tage ud til Jakob, som jeg kendte fra et tidligere besøg og forære ham pladen. Som sagt så gjort. Jeg pumpede cyklen og begav mig af sted til Thorøhuse med Caterine under armen.
Jakob Gade inviterede mig indenfor og satte pladen på grammofonen. Midt under afspilningen rejste Jakob sig pludseligt op, hev pladen af grammofonen, knækkede den over med denne bemærkning: - Der skal ikke sang til denne tango.
Jeg sad et øjeblik målløs og forvirret. Jakob Gade var nu blevet sig selv igen og spurgte hvor meget jeg havde givet for pladen. – Det er ligegyldigt, sagde jeg, men du kan give mig en whisky for min ulejlighed.
Og nu klarede den gamle komponist op i et stort smil. Han elskede nemlig selv whisky og snart skålede vi i whisky, hvor jeg blev klar over at der ikke skulle synges til Tango Jalousi.
Jeg vil i hvert fald fejre den 140-årige gamle melodimager ved at drikke en god whisky, mens jeg vil lytte til Tango Jalousi – uden sang.
På vedlagte fotos ses Jacob Gade som 15-årig violinspiller, hans barndomshjem i Vejle, en dans med husbestyrerinden i Thorøhuse samt maleriet af Jacob Gade, malet af familiemedlemmet Lauritz Mikkelsen, Saltofte.
Jacob Gade boede i Thorøhuse fra 1943 til sin død i 1963 på adressen Jacob Gadesvej 22.
Kulturchef på Tobaksgården i Assens Lasse Tajmer skriver følgende:
27. september 2018 kl. 18.53
EN IDE TIL ASSENS!
Jeg har i dag siddet med Jacob Gades violin i mine hænder!
En gammel violin som hans far byggede til ham, da han var barn (hans far var instrumentmager).
Jeg har også siddet med dagbøger som har været gemt hos familien, Jacobs håndskrevne partiturmusik, som er spillet mange gange, men aldrig udgivet. Det kan man godt blive lidt høj af...!
Sagen er den, at jeg netop har haft et fantastisk møde med Jacob Gades oldebarn (Filip Gade), som kan fortælle de vildeste historier om sin oldefar. En helt enestående musiker (!) og komponist med en udsædvanlig karriere, der gjorde ham både velhavende og berømt. Vel at bemærke, mens han levede:
- Jacob startede sin karriere i fødebyen Vejle som trompetist
- Blev allerede som 9-årig eksporteret (udlånt) som solist til Tivoligarden
- Det var dog violinen der i de helt unge år trak i ham (12-årig)
- Skrev musik til stumfilm og var orkesterleder om aften/natten – og spillede Paganini om dagen.
- Han søgte som 20-årig ind på det Kgl. Danske Musikkonservatorium, men fik afslag.
- Få år senere konkurrerede han sig ind på en plads i et af verdens fineste symfoniorkestre, New York Philharmonic.
- Han skrev ”Tango Jalousie” da han var 34 år – det blev et verdenshit, og er den dag i dag et af verdens mest spillede numre.
- Optrådte på Københavnske scener sammen med bl.a. Herman Bang og Gustav Esmann.
- Han besøgte sin bror (der var livslæge i USA for præsident Roosevelt) på hans 60-års fødselsdag. Denne aften kunne de sidde og høre en stor direkte radiotransmission fra Paris, hvor man spillede flere værker af Jacob Gade.
En musiker og komponist der formåede at begå sig i både populærmusikken og den klassiske musik.
Han blev rig.
Han blev menneskesky.
Flyttede væk fra storbyen – og bosatte sig i Assens!
Et fantastisk møde og god snak - men mange spørgsmål står også tilbage:
- Hvorfor er det kun klassiske musikere som tildeles denne pris?
- Hvorfor får Jacob Gade ikke større respekt og anderkendelse i den klassiske musikbranche, som i særlig grad tilgodeses af Jacob Gades legat?
- Er Jacob Gade underlagt snobberi eller Jantelov?
- Hvorfor blev retmæssige arvinger totalt forbigået?
- Hvor blev hans fornemme Stradivarius af?
- Blev Jacob Gade snydt af Koda for retmæssige udbetalinger? (Der kørte faktisk en stor sag, som landede hos kulturministeren)
- Hvem var rådgiver for Jacob Gade, da legatet skulle stiftes?
Vejle vil naturligvis gerne bryste sig af bysbarnet Jacob Gade – men han boede dog i endnu flere år i Assens. Her blev iøvrigt også en gade er opkaldt efter ham. Og endelig blev han i 1956 Ridder af Dannebrog.
Og slutteligt et spørgsmål til Assens: Vil det ikke være en god ide med et Jacob Gade Museum i midtbyen, som interesserer sig for formidling af en fantastisk historie om en stor personlighed i dansk musikliv?
PS!
Og ja, Jacob Gade har skrevet andet end Tango Jalousie - faktisk en ret omfattende produktion, heriblandt en del absolutte interessante værker!
Og nej, jeg prøver ikke at sidestille hans kompositoriske kvaliteter eller produktion med f.eks. Rued Langgaard eller Carl Nielsen. Men ubetydelig er Jacob Gade ikke - uanset hvad "musikalske begavelser" mener.
